Hvilket kelim skal jeg vælge?

Tyrkisk kelim tæppe indretnings inspiration i lyst nordisk boheme bolig.

Inden du besøger vores showroom, er det en god idé at orientere dig her på siden i forhold til at kigge på de tæpper, der holder sig indenfor den størrelse, du søger. På den måde kan vi hurtigt indsnævre mængden af tæpper, der rammer de ønskede mål, og du kan hurtigt overskue, om der er ét, der lige er dig.

Det er også en rigtig god idé at have et billede med af det sted, du ønsker tæppet skal ligge – gerne et par stykker taget fra forskellige vinkler af området. På den måde kan vi ret hurtigt se, om der er nogle korresponderende farver i det omgivende interiør og tæppet, som sikrer at tæppet får den ønskede ‘samlende’ effekt af området.

At skabe små rum i rummet

Når man indretter sin bolig, kan man ofte komme til at indrette efter dét, jeg kalder ‘centrifuge-indretning’. Alle møbler bliver stillet langs væggene, og det resulterer i et usammenhængende og ufærdigt udtryk. Og det bliver ikke rigtigt hyggeligt. Det gælder derimod om at skabe små rum i rummet. Det kan sagtens lade sig gøre – selv hvis man bor i en mindre lejlighed, og her kan gulvtæpper netop gøre forskellen. Herudover bidrager det smukke vintage kelimtæppe på unik vis til indretningen i dit hjem. Det er med til at skabe hygge, give sjæl og er samtidig utroligt smukt i enhver indretning.

Sofa område

Der er mange muligheder, når man skal vælge et vintage kelimtæppe til sofaarrangementet. Man har her ofte lidt flere muligheder, hvad angår størrelsen på tæppet. Man kan sætte sofaen på mange måder:

– udenfor tæppet
– lidt indenfor tæppet
– helt inde på tæppet
… der er ingen ‘regler’ her – det er hvad du synes ser bedst ud!

Har man pladsen til det, ser det fantastisk flot ud at indramme hele sofaarrangementet med det smukke tæppe. Så får man samling på sofaarrangementet på en super-fin måde, og man skaber ‘et rum i rummet’, som giver sammenhæng og ro i det store rum.

Her ses et eksempel på en hjørnesofa, der står midt i rummet på et stort, næsten kvadratisk tæppe.

Har man ikke så meget plads eller en mindre sofa, kan man gå efter et tæppe, som f.eks ligger langs sofaen.

Har man en hjørnesofa eller sofa med chaiselong, så kan man lægge det indenfor ‘firkanten’. Her må tæppet gerne gå lidt ind under den ene del af sofaen – det gør ikke spor. Det er vigtigt, at tæppet ikke bliver for lille, så det nærmest ligner en lille serviet man har lagt under sofabordet. Her skal man også tage højde for hvor stort sofabordet og sofaen er – er det spinkle møbler kan et mindre tæppe se fint ud – er det mere ‘tunge’ møbler kræver det lidt mere af tæppet.

Sofaen står lige lidt inde på tæppet for at samle sofa og tæppe til en enhed.

Her ses et eksempel på placering af tæppe til den store U-sofa. Da sofaen står op mod væggen og tæt på et hjørne, giver det en lethed at tæppet ikke fylder hele sofaens bredde. Tæppet stopper 2/3 indenfor chaiselongen, men hele sofaen er i berøring med tæppet. Bemærk også placeringen af lænestolen – den skal bare ‘have fat’ med de forreste ben for at skabe samling.

Spisestue

Der er flere holdninger til, hvor stort et tæppe under spisebordet skal være. En tommelfingerregel siger, at der skal være min. 60 cm til hver side af bordet, så man sidder på tæppet med hele stolen under middagen. Men dette afhænger selvfølgelig dels af, hvor stort et rum man har, dybden af spisebordsstolene osv. Jeg har flere kunder, der ønsker at sidde udenfor tæppet med de bagerste stoleben, så de ikke ‘slås’ med tæppekanten under middagen. Hvis du også har det på den måde, så vælg et kelimtæppe, som væsentligt smallere, men stadig bredt nok til at både bord og stole står på tæppet, når det ikke er i brug. Det hele afhænger af smag og behag.

Y-stolene er lidt dybere end de fleste spisebordsstole. Det skal du tage højde for, når du måler min/max bredde af tæppet, så du er sikker på at stolene kan stå inde på tæppet, når det ikke bruges.

Her ses et spisebord med lidt spinklere stole, som kan sættes helt ind til kanten af spisebordet, når det ikke bruges. Det betyder at du kan have et tæppe, der er lidt smallere.

Her er et eksempel på et mindre spisebord. Her valgte kunden et mellem størrelse kelim, da et stort ville være alt for voldsomt i spisestuen til de enkle møbler.

Soveværelse

At indrette med tæpper i sit soveværelse har en stor effekt. Det tilfører dels lidt mere ‘varme’, så rummet bliver endnu mere ‘cozy’ og hyggeligt. Det har også den helt dejlige og praktiske effekt, at du sætter dine bare fødder ud på et rart tæppe i stedet for et koldt gulv om morgenen.

Herunder kan du se lidt forskellige forslag til, hvordan man kan lykkes med at indrette med tæpper i sit soveværelse.

Skab et godt førstehåndsindtryk med en ryddet gang og en flot tæppe løber

De fleste forbinder gangen med mængder af sko, overtøj og tasker, som ender med at give et førstehåndsindtryk af rod og uorden. Men der findes bestemt mange flotte løsninger, når det gælder både opbevaring af sko, knager og hylder, små reoler osv., der kan skabe ro og orden. Søg f.eks. på Pinterest, Instagram osv. for at finde inspiration til både den store og lille entre. Men det mest effektive man kan gøre i første omgang, er nu nok at få ryddet op. Herefter kan stylingen begynde. 

Når du har fået effektivt styr på de løse genstande, så kan du meget bedre se entreen som et reelt rum. Er det en meget lang smal gang, du har, så kan du med fordel prøve at “opdele” gangen i flere “rum” – selvfølgelig med hensyntagen til hvordan dørene er fordelt ind til boligens øvrige rum. F.eks. kan man sætte en smal bænk med et spejl over og lægge en mindre kelim tæppe løber, der passer til bænkens længde i en del af gangen. Hænge et billede og sætte en plante i en anden del. Eller hænge en håndfuld smukke knager vilkårligt op i et felt på væggen i en tredje del. Du kan også i den meget lange gang med fordel lægge flere mindre tæppe løbere, der matcher hinanden smukt, for at bryde det lange smalle udtryk. Du kan også bruge lamper i loftet til at hjælpe med inddelingen af gangen. Mulighederne er mange, og det er kun fantasien, der sætter grænser.

Er din gang ikke særlig lang, eller har den en god bredde, så kan det se smukt ud med én lang tæppe løber. Her skal du huske, som med alle andre tæpper, at få lagt et godt tæppeunderlag, så du dels ikke skrider i løberen, men også så den ligger relativt fast og ikke ligger og “slanger” sig ned ad gangen.

OPHØRSUDSALG – ALT UDSOLGT
BUTIK OG WEBSHOP ER LUKKET