Min Kurv

Luk

• Velkommen til Noeola     •     Fri fragt ved køb over 1.000 DKK     •     

Skriv til os her, hvis du har et spørgsmål •

DET BEDSTE BOLIGRÅD JEG HAR FÅET...

September 02 2017

Du kender det sikkert..., du har lige set et "bolig-make-over"-program på TV eller været hos den veninde, der bare har den fede stil... Du bliver totalt inspireret og får lyst til at lave om derhjemme. Nu skal det være....

Men så kommer du hjem, og modet daler lige så stille... du kan slet ikke se, hvordan det kan blive lige så fedt hjemme hos dig selv. Det dér make-over-projekt ser pludselig totalt uoverskueligt ud... Det har jeg også oplevet - og jeg oplever det stadig, selv om indretning er en stor del af mit liv.

Det bedste råd jeg nogensinde har fået af en boligstylist, er dette:

RYD OP!


Det virker måske ligetil - men det er det faktisk ikke. Det kræver overblik og planlægning sådan for alvor at rydde op. Og en god portion tålmodighed.

Når hjemmet roder - både det synlige rod og det inde i skabene, så kan man ikke overskue at tænke nyt. Hvad passer egentlig sammen? Hvad trænger til at skiftes ud? Bytte plads? Nye ting? Nye farver?

ET RUM AD GANGEN
Planlæg din oprydning - hvilket rum vil du starte med? Se på det med kritiske øjne. Er der områder i rummet, der er "døde"? Med "døde" mener jeg fx det spot, hvor papirer hober sig op.Ting, du ikke ved, hvor du ellers skal lægge hen osv. Områder, der bare ikke giver dig energi. Beslut dig for at få ryddet op i de spots først. Find et system og et fast sted til de ting.

Selv har jeg det sådan, at hvis jeg lægger vigtige papirer væk i en skuffe, så glemmer jeg dem. Derfor er jeg nødt til at have et synligt sted, hvor jeg fx lægger regninger. Så jeg har anskaffet mig en fin, høj og smal trækasse, som står fremme og stadig ser pæn ud. Så husker jeg at kigge papirerne igennem en gang imellem, og når regningen er betalt, så lander den det sted, hvor de andre betalte regninger har deres plads.

RO OG OVERBLIK
Når alt har en fast plads, så er der ro i dit sind. Og lur mig om ikke nogle af de ting, der ligger på det "døde spot" sagtens kan smides ud... Du skal bare tage aktivt stilling til dem.

I næste post skriver jeg lidt om, hvordan du kan gå til værks med at få ryddet helt i bund, så du er klar til at kigge på dit hjem med friske øjne - og tro mig - du får en helt fantastisk følelse... Når roen og overblikket er der, vil du opleve at kreativiteten og de nye muligheder åbner sig op.